Dansk – Jacob Halvas Bjerre

De allierede og de jødiske organisationer vidste alt om massemordet på jøderne

Update den 25 juli modtog jeg besked om, at indlægget bringes i avisen den 29 juli.

Desværre ville Weekendavisen ikke trykke mit svar til Bent Blüdnikows indlæg den 15 juli 2016, selvom han fik mere end 5.000 anslag til at svare på mit læserbrev. Normalen er 2.000 anslag, så det synes jeg var en anelse unfair. Heldigvis kan man så smide det op på sin blog med en masse links.

I WA 15/7/2016 kalder journalist og debattør Bent Blüdnikow mine argumenter, om de allieredes viden om massemordet på de europæiske jøder, for misvisende. Bent Blüdnikow skriver videre “Informationerne var usikre, og der var uenighed blandt den amerikanske ledelse om, hvad man skulle gøre” med den information, man besad. Begge dele er en benægtelse af internationale forskningsresultater.

I min bog “Udsigt til forfølgelse. Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945” som Blüdnikow anmeldte sidste år, redegør jeg kort for de relevante internationale forskningsresultater vedrørende de allieredes vidensniveau, samt den tyske befolknings. Det burde derfor ikke overraske Bent Blüdnikow, at Walter Laqueurs resultater langt fra står alene, tværtimod er de blevet bekræftet og udbygget siden 1980.

height.630.no_border.width.1200 — Richard Breitman

Et eksempel på den videre forskning i emnet kunne være den amerikanske professor Richard Breitmans forskning. Der er flere andre, primært tyske og amerikanske forskere, men lad os holde os til Breitman i denne omgang. Breitman er uddannet fra Yale og Havard, og er forfatter til en lang række artikler og bøger om netop dette emne. Breitman beskriver blandt andet, at den britiske efterretningstjeneste MI-6 i september 1941 konkluderer, at de tyske politibataljoner i Østeuropa, myrder alle de jøder, de anholder. Materialet er af sådan en karakter, at MI-6 vurderer, at Churchill ikke længere behøves at blive informeret. Myrderierne bliver behandlet som veletablerede fakta. Massemordet i udryddelseslejrene, som bliver så uhyggeligt omfangsrigt fra foråret og sommeren 1942, begynder at nå briterne på dette tidspunkt. Flere jødiske organisationer er dybt involveret i at få informationer frem til de allierede regeringer, og som nævnt i WA 8. juli, så kulminerer denne viden i de allieredes fælleserklæring i december 1942. I øvrigt fremsat efter pres fra World Jewish Congress i Storbritannien.

Flere af de største forsknings- og formidlingsinstitutioner vedrørende Holocaust, beskriver i øvrigt også emnet baseret på blandt andet Breitmans forskning. Både hos Yad Vashem og United States Holocaust Memorial Museum (USHMM) beskrives vidensspørgsmålet som etableret i efteråret 1942, og formelt set anerkendt i december 1942. På USHMMs hjemmeside, kan man derfor læse, at præsidenten for World Jewish Congress, Stephen Wise, får disse informationer i sommeren 1942. Efter tilladelse og bekræftelse på rygterne tillader den amerikanske regering, at Wise offentliggør denne viden, hvilket sker i en tale i november 1942. Dette skriver Breitman i øvrigt også om.

De allierede var desværre ikke i tvivl om noget som helst. I forbindelse med markeringen af 70-året for flugten over Øresund udkom bogen Civil Society and the Holocaust: International Perspectives on Resistance and Rescue. Richard Breitman konkluderer i sin artikel “Washington: Focusing on Winning the War”, at “til trods for en stigende viden om den endelige løsning forblev både den amerikanske og britiske regering fokuserede på at vinde krigen”. De allierede valgte jøderne fra på et informeret grundlag, og jeg skal derfor gerne gentage, at jeg mener, at de danske rapporter fra Theresienstadt, derfor forblev en forsvindende lille informationsbrik i et veletableret billede af mordet på jøderne. Et billede der i øvrigt blev samlet under medvirken af en lang række modige jøder og modstandsfolk.

Bent Blüdnikows afvisning af mine argumenter er en klar benægtelse af veletablerede, internationale forskningsresultater. Bent Blüdnikow er naturligvis berettiget til på denne måde at benægte de internationale resultater, for at fremhæve betydningen af to danske rapporter, om forholdene i Theresienstadt. Det er dog en yderst national fortolkning, der både nedværdiger internationalt anerkendte forskere og formidlingsinstitutioner, samt undergraver jødiske organisationers store arbejde for at bringe denne viden frem.

Holocaust and Pokemon Go –

The popularity of the Pokemon Go App has sparked several news articles related to the Holocaust and memorial sites in general. One of the first museums to make a clear statement demanding visitors to stop playing Pokemon Go was United States Holocaust Memorial Museum, (USHMM) This stand made several news agency’s such as BBC write on the story. The Auschwitz’s memorial has also followed suit and others have already done so and more will probably follow. Clearly, it seems that we have reached a limit to what is acceptable behaviour at memorial sites and museums of the Holocaust, but also memorials in general. There seems to be very few actions which can be taken against the usage of the game by the memorial sites other than appealing to peoples’ moral.

The success of Pokemon Go will most likely spark a wave of layered games where reality and graphics are mixed. I believe we in the will see special areas which are blocked for such games.

The many news stories on the game and its users might also evolve into a more general debate of mobile phone usage. Is it for example o.k. to play other phone games at memorial sites and which ones? Would it be inappropriate to send text messages, chat or live stream? How should the museums react – should they block the internet or supply wi-fi while at the same time blocking a host of websites? Should it instead be the developers who should be held responsible?

I don’t have the answers, but it seems we have a reached a point where we need to discuss these issues. What do you think?

Læste han bogen?

(Svar på Bent Blüdnikows anmeldelse af min bog i Berlingske 4. juni 2015.) English?

Det er ikke en overraskelse, at Bent Blüdnikows anmeldelse af min bog ”Udsigt til forfølgelse. Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945.”, er mindre god. Den røg i den vanelige kategori som moraliserende og en typisk dansk fortolkning af besættelsestidsperioden. Desværre er 2/3 af bogens emne ikke bedømt i anmeldelsen. Det vil sige det, der omhandler de danske diplomaters vidnesbyrd om de europæiske jødeforfølgelser. Jeg må sige, at det undrede mig noget, og jeg tænkte da over, om han overhovedet havde læst bogen.

I stedet handler anmeldelsen om, at fremføre det i Berlingske ofte gentagede synspunkt, at besættelsen skal bedømmes på samme måde, som Bent Blüdnikow gør det. Den ensidige fokusering blokerer derfor for en kritik af bogens behandling af Udenrigsministeriets viden og bedømmelse af Europas største minoritetsforfølgelse i nyere tid. Bogens titel er valgt, fordi jeg forsøger at belyse det danske blik på den diskriminerende fratagelse af jødiske borgerettigheder, udplyndringen, og de omfattende deportationer fra det meste af Europa. En bedømmelse af bogens behandling af Udenrigsministeriets vidnesbyrd om et af Europas uhyggeligste kapitler fandt heldigvis vej til andre anmeldelser. (anmeldelse i Politiken og anmeldelse på historie-online)

Bent Blüdnikow kommer samtidig med en række kritikpunkter, hvoraf nogle af mere relevante end andre. Jeg vil imødegå nogle af dem her:

Først og fremmest mener Blüdnikow, at det er problematisk, at jeg primært benytter Udenrigsministeriets arkivalier. Det er også rigtigt, men hvis jeg var anmelder, ville jeg nok have hæftet mig lidt ved undertitlen – altså Udenrigsministeriet og de europæiske jødeforfølgelser, burde give et praj om, hvor hovedvægten i kildematerialet er. Derefter nævnes en kort artikel i RAMBAM, skrevet af Silvia G.T. Fracapane, som oven i købet var så venlig at gøre mig opmærksom på artiklen. Desværre var mit manuskript færdigt på daværende tidspunkt, så den kom ikke med. Dog skal det bemærkes, at også Maries sag fremgår af UMs materiale. Artiklen ville dog ikke have ændret på det samlede billede.

Bent Blüdnikow kritiserer, at ofrene nævnes ved fornavn, hvilket de ikke gør i resten af verden, ifølge ham. Det er en meget simpel forklaring på det, og det er Arkivloven. Bruger jeg en persons fulde navn, så risikerer jeg op til seks måneders fængsel. (Se Lovbekendtgørelse nr. 1035 af 21/08/2007 paragraf 51). Jeg undrer mig stadig over, at det kan være et kritikpunkt i en boganmeldelse, at overholde loven.

Flere gange kritiseres valget af forskningslitteratur, som ensidig, hvilket virker til at bunde i, at det er forskere, der repræsenterer synspunkter, der ikke deles af Bent Blüdnikow, som primært er anvendt i bogen, men det er nu også svært at finde Blüdnikows synspunkter repræsenteret i andre værker end hans egne.

Slutteligt kommer en række retoriske spørgsmål, der skal stille spørgsmålstegn ved bogens validitet. ”Hvem styrede disse beslutninger og hvorfor? Hensynet til Tyskland vejede tungt, skriver forfatteren, men hvordan? Var det blot et udtryk for den samarbejdspolitik, som ministeriets direktør, Nils Svenningsen, var tilhænger af, eller spillede andre årsager ind? Spillede det en rolle, at to af ministeriets afdelingschefer var ivrige nazister? Et forhold, som Bjerre slet ikke nævner.”

Det meste af bogen behandler de ovennævnte spørgsmål, og det siger sig selv, at Udenrigsminister, og senere også Statsminister, Scavenius stod i spidsen for ministeriet og dets beslutninger. Også er der det, med de to nazister i UM. Det er nævnt i bogen på side 51 og kapitel 9s fodnote nr. 17. Derfor er jeg stadig i tvivl – Har Bent Blüdnikow overhovedet læst bogen?

Tyske ariseringsforsøg i Danmark?

English ? Switch language in the menu.

Danmark er mest kendt for redningen af jøderne i oktober 1943, men mit Ph.d. projekt “Tyske ariseringsforsøg i Danmark 1938-1943” vil kaste et andet lys på det dansk-jødiske liv – særligt minoritetens forretningsliv under nazismen.

Dansk-jødiske virksomheder blev målrettet udsat for ariseringsforsøg så tidligt som 1937. Det fik tyske virksomheder der opererede i Danmark til at fyre jødiske bestyrelsesmedlemmer eller jødiske repræsentanter ansat af de tyske firmaer. På samme tid blev et stigende antal jødiske virksomheder ramt af kontraktopsigelser fra tyske firmaer.

Den danske regering blev gjort opmærksom på denne politik af nervøse forretningsfolk der måtte sande at importmulighederne forsvandt fra Danmarks anden største handelspartner på dette tidspunkt. Den danske regering stod ansigt til ansigt med en nabo, der blev stærkere og stærkere militært og gjorde krav på landområder med tyske mindretal. Det havde vi som bekendt i Sønderjylland. Danmark forsøgte at indgå militæralliancer med andre lande, men disse forsøg faldt til jorden. I 1939 erklærede den danske regering at fyringer, der var baseret på race ikke kunne stoppes sålænge den danske lovgivning blev overholdt.

I praksis tillod den danske regering en import af de tyske raceprincipper til Danmark, fordi regeringn anså det for risikofyldt at beskytte dets jødiske mindretals forretningsmuligheder.

Min afhandling vil nærmere undersøge de konsekvenser denne politik havde i Danmark, men også forske i, hvad der skete i besættelsestidsperioden, hvor det blev endnu sværere at navigere.