De allierede og de jødiske organisationer vidste alt om massemordet på jøderne

Update den 25 juli modtog jeg besked om, at indlægget bringes i avisen den 29 juli.

Desværre ville Weekendavisen ikke trykke mit svar til Bent Blüdnikows indlæg den 15 juli 2016, selvom han fik mere end 5.000 anslag til at svare på mit læserbrev. Normalen er 2.000 anslag, så det synes jeg var en anelse unfair. Heldigvis kan man så smide det op på sin blog med en masse links. 

I WA 15/7/2016 kalder journalist og debattør Bent Blüdnikow mine argumenter, om de allieredes viden om massemordet på de europæiske jøder, for misvisende. Bent Blüdnikow skriver videre “Informationerne var usikre, og der var uenighed blandt den amerikanske ledelse om, hvad man skulle gøre” med den information, man besad. Begge dele er en benægtelse af internationale forskningsresultater.

I min bog “Udsigt til forfølgelse. Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945” som Blüdnikow anmeldte sidste år, redegør jeg kort for de relevante internationale forskningsresultater vedrørende de allieredes vidensniveau, samt den tyske befolknings. Det burde derfor ikke overraske Bent Blüdnikow, at Walter Laqueurs resultater langt fra står alene, tværtimod er de blevet bekræftet og udbygget siden 1980.

height.630.no_border.width.1200
Richard Breitman
Et eksempel på den videre forskning i emnet kunne være den amerikanske professor Richard Breitmans forskning. Der er flere andre, primært tyske og amerikanske forskere, men lad os holde os til Breitman i denne omgang. Breitman er uddannet fra Yale og Havard, og er forfatter til en lang række artikler og bøger om netop dette emne. Breitman beskriver blandt andet, at den britiske efterretningstjeneste MI-6 i september 1941 konkluderer, at de tyske politibataljoner i Østeuropa, myrder alle de jøder, de anholder. Materialet er af sådan en karakter, at MI-6 vurderer, at Churchill ikke længere behøves at blive informeret. Myrderierne bliver behandlet som veletablerede fakta. Massemordet i udryddelseslejrene, som bliver så uhyggeligt omfangsrigt fra foråret og sommeren 1942, begynder at nå briterne på dette tidspunkt. Flere jødiske organisationer er dybt involveret i at få informationer frem til de allierede regeringer, og som nævnt i WA 8. juli, så kulminerer denne viden i de allieredes fælleserklæring i december 1942. I øvrigt fremsat efter pres fra World Jewish Congress i Storbritannien.

Flere af de største forsknings- og formidlingsinstitutioner vedrørende Holocaust, beskriver i øvrigt også emnet baseret på blandt andet Breitmans forskning. Både hos Yad Vashem og United States Holocaust Memorial Museum (USHMM) beskrives vidensspørgsmålet som etableret i efteråret 1942, og formelt set anerkendt i december 1942. På USHMMs hjemmeside, kan man derfor læse, at præsidenten for World Jewish Congress, Stephen Wise, får disse informationer i sommeren 1942. Efter tilladelse og bekræftelse på rygterne tillader den amerikanske regering, at Wise offentliggør denne viden, hvilket sker i en tale i november 1942. Dette skriver Breitman i øvrigt også om.

De allierede var desværre ikke i tvivl om noget som helst. I forbindelse med markeringen af 70-året for flugten over Øresund udkom bogen Civil Society and the Holocaust: International Perspectives on Resistance and Rescue. Richard Breitman konkluderer i sin artikel “Washington: Focusing on Winning the War”, at “til trods for en stigende viden om den endelige løsning forblev både den amerikanske og britiske regering fokuserede på at vinde krigen”. De allierede valgte jøderne fra på et informeret grundlag, og jeg skal derfor gerne gentage, at jeg mener, at de danske rapporter fra Theresienstadt, derfor forblev en forsvindende lille informationsbrik i et veletableret billede af mordet på jøderne. Et billede der i øvrigt blev samlet under medvirken af en lang række modige jøder og modstandsfolk.

Bent Blüdnikows afvisning af mine argumenter er en klar benægtelse af veletablerede, internationale forskningsresultater. Bent Blüdnikow er naturligvis berettiget til på denne måde at benægte de internationale resultater, for at fremhæve betydningen af to danske rapporter, om forholdene i Theresienstadt. Det er dog en yderst national fortolkning, der både nedværdiger internationalt anerkendte forskere og formidlingsinstitutioner, samt undergraver jødiske organisationers store arbejde for at bringe denne viden frem.

 

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *