Læste han bogen?

(Svar på Bent Blüdnikows anmeldelse af min bog i Berlingske 4. juni 2015.) English?

Det er ikke en overraskelse, at Bent Blüdnikows anmeldelse af min bog ”Udsigt til forfølgelse. Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945.”, er mindre god. Den røg i den vanelige kategori som moraliserende og en typisk dansk fortolkning af besættelsestidsperioden. Desværre er 2/3 af bogens emne ikke bedømt i anmeldelsen. Det vil sige det, der omhandler de danske diplomaters vidnesbyrd om de europæiske jødeforfølgelser. Jeg må sige, at det undrede mig noget, og jeg tænkte da over, om han overhovedet havde læst bogen.

I stedet handler anmeldelsen om, at fremføre det i Berlingske ofte gentagede synspunkt, at besættelsen skal bedømmes på samme måde, som Bent Blüdnikow gør det. Den ensidige fokusering blokerer derfor for en kritik af bogens behandling af Udenrigsministeriets  viden og bedømmelse af Europas største minoritetsforfølgelse i nyere tid. Bogens titel er valgt, fordi jeg forsøger at belyse det danske blik på den diskriminerende fratagelse af jødiske borgerettigheder, udplyndringen, og de omfattende deportationer fra det meste af Europa. En bedømmelse af bogens behandling af Udenrigsministeriets vidnesbyrd om et af Europas uhyggeligste kapitler fandt heldigvis vej til andre anmeldelser. (anmeldelse i Politiken og anmeldelse på historie-online)

Bogens forside

Bent Blüdnikow kommer samtidig med en række kritikpunkter, hvoraf nogle af mere relevante end andre. Jeg vil imødegå nogle af dem her:

Først og fremmest mener Blüdnikow, at det er problematisk, at jeg primært benytter Udenrigsministeriets arkivalier. Det er også rigtigt, men hvis jeg var anmelder, ville jeg nok have hæftet mig lidt ved undertitlen – altså Udenrigsministeriet og de europæiske jødeforfølgelser, burde give et praj om, hvor hovedvægten i kildematerialet er. Derefter nævnes en kort artikel i RAMBAM, skrevet af Silvia G.T. Fracapane, som oven i købet var så venlig at gøre mig opmærksom på artiklen. Desværre var mit manuskript færdigt på daværende tidspunkt, så den kom ikke med. Dog skal det bemærkes, at også Maries sag fremgår af UMs materiale. Artiklen ville dog ikke have ændret på det samlede billede.

Bent Blüdnikow kritiserer, at ofrene nævnes ved fornavn, hvilket de ikke gør i resten af verden, ifølge ham. Det er en meget simpel forklaring på det, og det er Arkivloven. Bruger jeg en persons fulde navn, så risikerer jeg op til seks måneders fængsel. (Se Lovbekendtgørelse nr. 1035 af 21/08/2007 paragraf 51). Jeg undrer mig stadig over, at det kan være et kritikpunkt i en boganmeldelse, at overholde loven.

Flere gange kritiseres valget af forskningslitteratur, som ensidig, hvilket virker til at bunde i, at det er forskere, der repræsenterer synspunkter, der ikke deles af Bent Blüdnikow, som primært er anvendt i bogen, men det er nu også svært at finde Blüdnikows synspunkter repræsenteret i andre værker end hans egne.

Slutteligt kommer en række retoriske spørgsmål, der skal stille spørgsmålstegn ved bogens validitet. ”Hvem styrede disse beslutninger og hvorfor? Hensynet til Tyskland vejede tungt, skriver forfatteren, men hvordan? Var det blot et udtryk for den samarbejdspolitik, som ministeriets direktør, Nils Svenningsen, var tilhænger af, eller spillede andre årsager ind? Spillede det en rolle, at to af ministeriets afdelingschefer var ivrige nazister? Et forhold, som Bjerre slet ikke nævner.”

Det meste af bogen behandler de ovennævnte spørgsmål, og det siger sig selv, at Udenrigsminister, og senere også Statsminister, Scavenius stod i spidsen for ministeriet og dets beslutninger. Også er der det, med de to nazister i UM. Det er nævnt i bogen på side 51 og kapitel 9s fodnote nr. 17. Derfor er jeg stadig i tvivl – Har Bent Blüdnikow overhovedet læst bogen?

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare

Tyske ariseringsforsøg i Danmark?

English ? Switch language in the menu.

Danmark er mest kendt for redningen af jøderne i oktober 1943, men mit Ph.d. projekt “Tyske ariseringsforsøg i Danmark 1938-1943” vil kaste et andet lys på det dansk-jødiske liv – særligt minoritetens forretningsliv under nazismen.

Dansk-jødiske virksomheder blev målrettet udsat for ariseringsforsøg så tidligt som 1937. Det fik tyske virksomheder der opererede i Danmark til at fyre jødiske bestyrelsesmedlemmer eller jødiske repræsentanter ansat af de tyske firmaer. På samme tid blev et stigende antal jødiske virksomheder ramt af kontraktopsigelser fra tyske firmaer.

Den danske regering blev gjort opmærksom på denne politik af nervøse forretningsfolk der måtte sande at importmulighederne forsvandt fra Danmarks anden største handelspartner på dette tidspunkt. Den danske regering stod ansigt til ansigt med en nabo, der blev stærkere og stærkere militært og gjorde krav på landområder med tyske mindretal. Det havde vi som bekendt i Sønderjylland. Danmark forsøgte at indgå militæralliancer med andre lande, men disse forsøg faldt til jorden. I 1939 erklærede den danske regering at fyringer, der var baseret på race ikke kunne stoppes sålænge den danske lovgivning blev overholdt.

I praksis tillod den danske regering en import af de tyske raceprincipper til Danmark, fordi regeringn anså det for risikofyldt at beskytte dets jødiske mindretals forretningsmuligheder.

Min afhandling vil nærmere undersøge de konsekvenser denne politik havde i Danmark, men også forske i, hvad der skete i besættelsestidsperioden, hvor det blev endnu sværere at navigere.

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare