De allierede og de jødiske organisationer vidste alt om massemordet på jøderne

Update den 25 juli modtog jeg besked om, at indlægget bringes i avisen den 29 juli.

Desværre ville Weekendavisen ikke trykke mit svar til Bent Blüdnikows indlæg den 15 juli 2016, selvom han fik mere end 5.000 anslag til at svare på mit læserbrev. Normalen er 2.000 anslag, så det synes jeg var en anelse unfair. Heldigvis kan man så smide det op på sin blog med en masse links. 

I WA 15/7/2016 kalder journalist og debattør Bent Blüdnikow mine argumenter, om de allieredes viden om massemordet på de europæiske jøder, for misvisende. Bent Blüdnikow skriver videre “Informationerne var usikre, og der var uenighed blandt den amerikanske ledelse om, hvad man skulle gøre” med den information, man besad. Begge dele er en benægtelse af internationale forskningsresultater.

I min bog “Udsigt til forfølgelse. Det danske udenrigsministerium og de europæiske jødeforfølgelser 1938-1945” som Blüdnikow anmeldte sidste år, redegør jeg kort for de relevante internationale forskningsresultater vedrørende de allieredes vidensniveau, samt den tyske befolknings. Det burde derfor ikke overraske Bent Blüdnikow, at Walter Laqueurs resultater langt fra står alene, tværtimod er de blevet bekræftet og udbygget siden 1980.

height.630.no_border.width.1200
Richard Breitman
Et eksempel på den videre forskning i emnet kunne være den amerikanske professor Richard Breitmans forskning. Der er flere andre, primært tyske og amerikanske forskere, men lad os holde os til Breitman i denne omgang. Breitman er uddannet fra Yale og Havard, og er forfatter til en lang række artikler og bøger om netop dette emne. Breitman beskriver blandt andet, at den britiske efterretningstjeneste MI-6 i september 1941 konkluderer, at de tyske politibataljoner i Østeuropa, myrder alle de jøder, de anholder. Materialet er af sådan en karakter, at MI-6 vurderer, at Churchill ikke længere behøves at blive informeret. Myrderierne bliver behandlet som veletablerede fakta. Massemordet i udryddelseslejrene, som bliver så uhyggeligt omfangsrigt fra foråret og sommeren 1942, begynder at nå briterne på dette tidspunkt. Flere jødiske organisationer er dybt involveret i at få informationer frem til de allierede regeringer, og som nævnt i WA 8. juli, så kulminerer denne viden i de allieredes fælleserklæring i december 1942. I øvrigt fremsat efter pres fra World Jewish Congress i Storbritannien.

Flere af de største forsknings- og formidlingsinstitutioner vedrørende Holocaust, beskriver i øvrigt også emnet baseret på blandt andet Breitmans forskning. Både hos Yad Vashem og United States Holocaust Memorial Museum (USHMM) beskrives vidensspørgsmålet som etableret i efteråret 1942, og formelt set anerkendt i december 1942. På USHMMs hjemmeside, kan man derfor læse, at præsidenten for World Jewish Congress, Stephen Wise, får disse informationer i sommeren 1942. Efter tilladelse og bekræftelse på rygterne tillader den amerikanske regering, at Wise offentliggør denne viden, hvilket sker i en tale i november 1942. Dette skriver Breitman i øvrigt også om.

De allierede var desværre ikke i tvivl om noget som helst. I forbindelse med markeringen af 70-året for flugten over Øresund udkom bogen Civil Society and the Holocaust: International Perspectives on Resistance and Rescue. Richard Breitman konkluderer i sin artikel “Washington: Focusing on Winning the War”, at “til trods for en stigende viden om den endelige løsning forblev både den amerikanske og britiske regering fokuserede på at vinde krigen”. De allierede valgte jøderne fra på et informeret grundlag, og jeg skal derfor gerne gentage, at jeg mener, at de danske rapporter fra Theresienstadt, derfor forblev en forsvindende lille informationsbrik i et veletableret billede af mordet på jøderne. Et billede der i øvrigt blev samlet under medvirken af en lang række modige jøder og modstandsfolk.

Bent Blüdnikows afvisning af mine argumenter er en klar benægtelse af veletablerede, internationale forskningsresultater. Bent Blüdnikow er naturligvis berettiget til på denne måde at benægte de internationale resultater, for at fremhæve betydningen af to danske rapporter, om forholdene i Theresienstadt. Det er dog en yderst national fortolkning, der både nedværdiger internationalt anerkendte forskere og formidlingsinstitutioner, samt undergraver jødiske organisationers store arbejde for at bringe denne viden frem.

 

 

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare

Holocaust and Pokemon Go –

The popularity of the Pokemon Go App has sparked several news articles related to the Holocaust and memorial sites in general. One of the first museums to make a clear statement demanding visitors to stop playing Pokemon Go was United States Holocaust Memorial Museum, (USHMM) This stand made several news agency’s such as BBC write on the story. The Auschwitz’s memorial has also followed suit and others have already done so and more will probably follow. Clearly, it seems that we have reached a limit to what is acceptable behaviour at memorial sites and museums of the Holocaust, but also memorials in general. There seems to be very few actions which can be taken against the usage of the game by the memorial sites other than appealing to peoples’ moral.

 The success of Pokemon Go will most likely spark a wave of layered games where reality and graphics are mixed. I believe we in the will see special areas which are blocked for such games.


The many news stories on the game and its users might also evolve into a more general debate of mobile phone usage. Is it for example o.k. to play other phone games at memorial sites and which ones? Would it be inappropriate to send text messages, chat or live stream? How should the museums react – should they block the internet or supply wi-fi while at the same time blocking a host of websites? Should it instead be the developers who should be held responsible?

I don’t have the answers, but it seems we have a reached a point where we need to discuss these issues. What do you think?

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare

Tyske ariseringsforsøg i Danmark?

English ? Switch language in the menu.

Danmark er mest kendt for redningen af jøderne i oktober 1943, men mit Ph.d. projekt “Tyske ariseringsforsøg i Danmark 1938-1943” vil kaste et andet lys på det dansk-jødiske liv – særligt minoritetens forretningsliv under nazismen.

Dansk-jødiske virksomheder blev målrettet udsat for ariseringsforsøg så tidligt som 1937. Det fik tyske virksomheder der opererede i Danmark til at fyre jødiske bestyrelsesmedlemmer eller jødiske repræsentanter ansat af de tyske firmaer. På samme tid blev et stigende antal jødiske virksomheder ramt af kontraktopsigelser fra tyske firmaer.

Den danske regering blev gjort opmærksom på denne politik af nervøse forretningsfolk der måtte sande at importmulighederne forsvandt fra Danmarks anden største handelspartner på dette tidspunkt. Den danske regering stod ansigt til ansigt med en nabo, der blev stærkere og stærkere militært og gjorde krav på landområder med tyske mindretal. Det havde vi som bekendt i Sønderjylland. Danmark forsøgte at indgå militæralliancer med andre lande, men disse forsøg faldt til jorden. I 1939 erklærede den danske regering at fyringer, der var baseret på race ikke kunne stoppes sålænge den danske lovgivning blev overholdt.

I praksis tillod den danske regering en import af de tyske raceprincipper til Danmark, fordi regeringn anså det for risikofyldt at beskytte dets jødiske mindretals forretningsmuligheder.

Min afhandling vil nærmere undersøge de konsekvenser denne politik havde i Danmark, men også forske i, hvad der skete i besættelsestidsperioden, hvor det blev endnu sværere at navigere.

FacebookTwitterGoogle+PinterestLinkedInShare